Vi møder Matti Breschel om aftenen i Århus efter anden etape af Post Danmark Rundt. Han har fået førertrøjen i løbet, men er for anden dag i træk blevet nummer to på etapen, og hvis der er noget, Matti Breschel ikke bryder sig om, er det andenpladser.
- Det er ikke sjovt at blive nummer to. Det er måske det allerværste, siger han med et let smil.
Om andenpladsen ved sidste års VM i Australien også hører hjemme i kategorien “det allerværste”, siger Matti Breschel ikke noget om. Måske har han trods alt “lært” at være glad for sølvmedaljen på samme måde som Rolf Sørensen efterhånden blev venligt stemt over for sin sølvmedalje ved OL i 1996. Men når man som Matti Breschel definerer sig som en rendyrket vindertype, vil en andenplads altid være ensbetydende med, at man var førstemand i rækken af tabere. Man kan have kørt et godt cykelløb og gjort sit bedste - fint nok - men man vandt altså ikke.
Vi sætter os ned lidt væk fra baren på Hotel Scandic. Bag os er journalisten og teknikerne fra Danmarks Radio i færd med gøre klar til aftenens indslag fra Post Danmark Rundt, og Matti skal på i et live interview lidt senere. Men han virker afslappet og ustresset, venlig og imødekommende på en professionel måde. Det er svært at forestille sig, at han tidligere er blevet beskrevet som ekstremt hidsig og opfarende og efter både andres og eget udsagn kan forvandles til “et temperamentsfuldt svin”, når han sidder på cyklen.
[DET FORSØMTE FORÅR] Vi skal snakke om hans liv som cykelrytter, hvad der har formet ham og hans karriere, og vi skal selvfølgelig snakke om det VM. Her i begyndelsen af august så alt stadig lovende ud, inden drømmen om en sejr på hjemmebanen brast lidt uden for startområdet på 6. etape i Vueltaen.
Men jeg begynder med at spørge til det knæ, som har plaget ham så længe og smadret hele 2011-sæsonen indtil nu.
- Det har ikke været sjovt. Det har været et helvede ikke at vide, hvor lang tid det ville vare. Jeg forsøgte længe, sikkert for længe, at finde et alternativ til en operation, og derfor tog det så lang tid.
- Var du på noget tidspunkt bange for, at det kunne være slutningen på karrieren?
- Nej, det var jeg ikke. Jeg vidste, at jeg bare måtte have tålmodighed.
- Hvad lavede du, når du ikke kunne træne?
- Jeg prøvede at lave nogle af de ting, man ikke rigtig har tid til som cykelrytter, for eksempel at se familien og vennerne noget mere, men det endte alligevel med, at jeg ikke gad se nogen mennesker, for jeg kunne kun tænke på det knæ, siger Matti Breschel med et skævt smil.
I stedet brugte han stort set al sin tid på genoptræning, styrketræning, udstrækning og alle mulige behandlinger.
- Jeg prøvede alt. Jeg gik endda til yoga. Det var en vigtigt for mig at holde kroppen i gang, så jeg gik ned i motionscenteret hver dag for at svede lidt. Det hjalp mig både fysisk og psykisk.
Læs mere i Cykelmagasinet 028
|